Nyt Grønt Spildevandsselskab – læserbrev fra Lars Skov Andersen
Vordingborg Kommune bør, som den første kommune i Danmark, oprette et nyt grønt spildevandsselskab, som pendant til Vordingborg Forsyning.
Selskabet skal sikre, at der i landområder anvendes grønne natur-baserede løsninger til rensning af husspildevand fra fritliggende ejendomme og landsbyer og af drænvand fra landbrugsarealer.
Selskabet kan blive kommunens første store bidrag til ”Grøn Omstilling” (EU’s Green Deal), der skal fremme biodiversitet, beskytte vores vandområder og mindske vores klimapåvirkning.
Der skal i første omgang lægges vægt på pile-anlæg, der er velegnede til rensning af husspildevand, mini-vådområder til rensning af drænvand fra markdræn og omlægning af lavbundsjord til såkaldte fosfor-ådale.
Fælles for de tre metoder er at de – i tillæg til rensning af spildevand – leverer økosystem-tjenester som binding af kulstof (CO2) i rør og træflis, habitater til gavn for biodiversiteten og nye rekreative områder.
Det hjælper, at de delvis finansieres af støtte fra EU, Miljø- og Landbrugs-ministerierne og dermed henter nogle af deres investeringer til Vordingborg.
Forslaget er mit bidrag til en grøn Konservativ politik i den nye kommunalbestyrelse.
Lars Skov Andersen
Lerbæk, VestMøn
KV21 Kandidat for Konservative